Kære hingste og hoppeejere
Bedækningssæson 2024 står for døren, og i den forbindelse ønsker vi at slå fast at der ikke er ændret på noget for avlerne, siden fødevarestyrelsens påbud i august sidste år, som er fuldt implementeret.
Generalforsamlingen besluttede et opdateret Stambogsreglement. Det afventer godkendelse hos Fødevarestyrelsen. De dele som blev stemt igennem på Generalforsamlingen ændrer ikke ved de regler og procedurer for brug af hingste, som allerede er på Stambogskontorets hjemmeside.
Hingstelisten er ligeledes uændret og består at 2 lister:
Hingste på den danske liste består af hingste, som har meritter svarende til stambogsreglementet. Kravene for optagelse på den danske liste er fortsat de samme.
Hingste på EU-listen består af hingste som kan opnå bedækningstilladelse i et andet EU-land, men som ikke har meritter svarende til opførsel på den danske liste.
Føl efter hingste opført på hingstelisterne vil fortsat få pas med røde omslag, mens afkom efter hingste uden bedækningstilladelse, dvs. hingste der ikke står opført på hingstelisterne, vil få sort omslag.
Ligeledes er priserne for indberetning, bedækningstilladelser og pas uændrede.
Vi ønsker alle avlere en god bedækningssæson.
I 2022 startede registreringen af alle steder der holder heste i CHR-registret (Det Centrale Husdyrbrugsregister).
Det er en beslutning truffet af Fødevarestyrelsen på baggrund af indførelse af EU’s Dyresundhedslov omkring smitteopsporing og -inddæmning i relation til dyr, at alle steder der holder heste skal være registreret i CHR.
Når heste behandles med visse typer medicin, udtager den behandlende dyrlæge altid hesten fra konsum og bestemmer hermed, at hesten på grund af medicinen, som den har fået, ikke længere må anvendes til menneskeføde. Dyrlægen har således ”udtaget/udelukket hesten fra konsum”.
Fristen for indsendelse af hestepasset, efter at dyrlægen har udelukket hesten, er 7 dage.