Konsum

Konsumudelukkelse

Det har siden 28. januar 2022 ikke været muligt at udelukke hesten fra slagtning til konsum på frivillig basis. Efter denne dato kan heste kun udelukkes fra konsum af en dyrlæge i forbindelse med medicinsk behandling.

Som udgangspunkt skal man som hesteejer IKKE indsende hestens pas i forbindelse med konsumudelukkelse.

Dyrlægen skal i stedet registrere hestens udelukkelse via VetApp og attestere passet. Dette fremgår af CHR bekendtgørelsen, BEK nr 1159 af 08/08/2022.

Ved at benytte ”SEGES Vet App” sikres det, at oplysningerne om hestens konsumstatus registreres direkte og hurtigt i CHR (Centrale Husdyrbrugsregister). Appen bruges både ved midlertidig og permanent udelukkelse af en hest fra konsum. Samtidigt skal behandlingen og udelukkelsen også registreres i selve hestepasset. Registreringen via appen betyder, at ejeren fremover ikke skal indsende passet til Stambogskontoret.

Undtagelsesvis kan det være nødvendigt at sende passet til Stambogskontoret, fx. hvis hesten er udelukket før brugen af VetApp og passet ved en fejl ikke blev sendt ind i forbindelse med udelukkelsen.
VetApp har været fungerende fra 1. april 2024.

Såfremt hesten er udelukket før 1. januar 2016, er der ikke krav om indsendelse af passet.

Du kan løbende holde dig opdateret på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Hvad handler konsumstatus om?

Hesteejeren bestemmer stadig selv, hvad der skal ske ved hestens død. En hest i konsum betyder, at hesten har mulighed for at blive slagtet med henblik på at indgå i fødevarekæden. Ejeren bestemmer selv, om hesten skal slagtes eller aflives og bortskaffes på anden behørig vis. ​

I udgangspunktet er hesten et produktionsdyr og kan derfor slagtes og indgå i fødekæden – altså spises af mennesker. Dette kalder man lidt populært ”at hesten er i konsum”.

Når hesten ”er udtaget/udelukket fra konsum” betyder det, at hesten ikke længere må slagtes og indgå i fødekæden, som føde for mennesker.

Når heste behandles med visse typer medicin, udtager den behandlende dyrlæge altid hesten fra konsum og bestemmer hermed, at hesten på grund af medicinen, som den har fået, ikke længere må anvendes til menneskeføde. Dyrlægen har således ”udtaget/udelukket hesten fra konsum”.

Hvilke konsekvenser (fordele og ulemper) er der ved at hesten er UDTAGET fra konsum?

  • Hesten kan ikke slagtes, men skal aflives og sendes til destruktion – kan koste ca 5.000 kr.
  • Når hesten udtages/udelukkes fra konsum er det endegyldigt
  • Du kan få udleveret medicin til efterbehandling når din dyrlæge har påbegyndt behandlingen.
  • Du skal ikke leve op til reglerne for foderhygiejne.

Hvilke konsekvenser (fordele og ulemper) er der ved at hesten ER i konsum?

  • Hesten kan slagtes – ingen udgifter for ejeren.
  • Du skal have medicinhåndteringskursus og kan derefter selv efterbehandle din hest, når dyrlægen har startet behandlingen.
  • Du skal gemme den af dyrlægen udleverede tilbageholdelsesseddel i 5 år.
  • Du skal gemme alle kvitteringer fra foderstoffen, så du kan dokumentere, hvad du har købt og hvor du har købt det.
  • Du skal følge reglerne for foderhygiejne.
    Det vil også sige, at du skal registreres hos Fødevarestyrelsen via Landbrugsindberetningen.

CHR

I 2022 startede registreringen af alle steder der holder heste i CHR-registret (Det Centrale Husdyrbrugsregister).

Det er en beslutning truffet af Fødevarestyrelsen på baggrund af indførelse af EU’s Dyresundhedslov omkring smitteopsporing og -inddæmning i relation til dyr, at alle steder der holder heste skal være registreret i CHR.

Mere om CHR

Konsum

Når heste behandles med visse typer medicin, udtager den behandlende dyrlæge altid hesten fra konsum og bestemmer hermed, at hesten på grund af medicinen, som den har fået, ikke længere må anvendes til menneskeføde. Dyrlægen har således ”udtaget/udelukket hesten fra konsum”.

Fristen for indsendelse af hestepasset, efter at dyrlægen har udelukket hesten, er 7 dage.

Mere om Konsum